Den Hvide bøffel i World Cinema

Cirkusbygningen i København blev brugt både til Cirkus og Biograf.

Om sommeren var der Cirkus og om vinteren var der Biograf, World Cinema var en af Københavns største Biografer med over 1500 pladser.

Mit første og eneste besøg i World Cinema havde jeg i oktober 1977 som 13-årig og det var en meget speciel oplevelse.

Filmen var White Buffalo med Charles Bronson i hovedrollen som Wild Bill Hickok og en kæmpe hvid kunstig bøffel skabt af effektmageren Carlo Rambaldi som før Bøflen havde lavet den fantastiske kæmpeabe i king Kong fra 1976.

I kølvandet på Steven Spielberg`s Dødens Gab blev der lavet mange film om kæmpedyr der angriber mennesker.

White Buffalo blev markedsført som en af disse, men var slet ikke som forfilmen prædikede.

Der var langt mellem snapsene hvis man som mit 13 årige jeg forventede kæmpedyr der hærger.

I stedet fik jeg en psykologisk western som jeg slet ikke kunne forstå dengang.

Men grunden til at White Buffalo stadig hænger fast i mindet er fordi filmen og stedet tilsammen nærmest var som en 4D oplevelse i dag.

Oplevelsen kan nærmest beskrives som Smell-O-Vision i autentiske omgivelser.

Forestil jer at sidde i Cirkusbygningen der normalt bliver brugt til Cirkus og derfor også heste-shows.

I manegen var der fyldt med savsmuld og hele bygningen lugtede af hest, eller rettere af hestemøg.

Forestil jer så at se en western med Charles Bronson der rider meget på sin hest i den film, hvide bøfler og indianere i de omgivelser.

Det er derfor filmen stadig sidder fast i minderne, og lugten ligeså.

Det var en meget speciel oplevelse i en af København s specielle biografer fra en svunden tid.