Midnats-Dobbeltprogrammer

Dengang jeg var ung var det ikke diskoteker og dunkende diskotek-rytmer der lokkede lørdag nat.

Det var derimod Midnats-dobbeltprogrammet i Colosseum biografen der lå på Jagtvej tæt på Nørrebros Runddel.

Det var for det meste karatefilm, krigsfilm, gysere, spaghettiwesterns, fælles for dem alle var at det var film der ikke tålte dagens lys andre steder end i nattens mulm og mørke.

Hvad jeg ikke har set af Karatekonger, Nazi-hunulve, kæmpeblæksprutter, plastichajer, vampyrer med kunstige tænder og usandsynligt dårligt synkroniserede italienske westernhelte er ikke værd at nævne.

At være til midnatsbio i Colosseum var en drøm for en ung filmelsker.

Midnats-dobbeltprogrammerne var godt besøgte og der var en helt speciel stemning, de startede ca. kl. 23 og var slut ved 3-4 tiden om morgenen, derefter kunne man gå op ad Nørrebrogade til de forskellige bagere og købe frisk morgenbrød ad bagdøren, det var tider dengang med varme the-birkes og franskbrød.

Colosseum var ikke den eneste biograf i området der viste midnatsfilm.

En enkelt gang var jeg i Københavneren der lå oppe ad Nørrebrogade tæt på Dronning Louises bro, det var en speciel oplevelse der satte nye standarder for den dårlige smag.

Programmet indeholdt en kvindefængselsfilm og karatewestern-filmen Shanghai Joe.

Det bedste Midnats-dobbeltprogram jeg nogensinde har set, så jeg i 3 Falke Bio der lå på Falkoner Alle i nabokommunen Frederiksberg.

At se midnatsfilm i den utroligt flotte biograf med den enorme sal og det store buede lærred var som i en helt anden verden end Colosseum.

Det var filmene også.

Den nat var første film ”Bullit” med Steve McQueen, filmen med den berømte biljagt gennem San Francisco`s gader, hvor den fartglade Steve McQueen selv kørte bilen.

Efter pausen fulgte karatefilmen over dem alle ”I dragens Klør” med legenden Bruce Lee

Jeg var kun til Midnats-dobbeltprogram i 3 Falke Bio den ene gang, men det program den nat står for mig som det bedste.

Det eneste negative var at bagerne på Falkoner Alle ikke havde den samme service med bagdørssalg, så turen blev forlænget med en ekstra gåtur til Nørrebrogade.

I dag er de nævnte biografer for længst lukket og Midnats-Dobbeltprogrammerne er bare gode minder fra en svunden tid.

Men de fleste af de film de viste kan man få på DVD og Blu-ray til sin hjemmebiograf og lave sit eget Midnats-dobbeltprogram, sætte rundstykkerne i ovnen, brygge kaffe, nyde stilheden om morgenen og derefter gå i seng og drømme om plastic-hajer og dårligt synkroniserede italienske westernhelte.